Med bankernes mere stramme lånevilkår til ejer- og andelsboliger er efterspørgslen på lejeboliger i Holbæk i de seneste måneder steget. Det har projektudvikleren FB Gruppen handlet på. Onsdag var der rejsegilde i Primula Hus, hvor håndværkerne arbejder på at gøre 103 lejelejligheder klar til at byde de første beboere velkommen i december 2024.

Første etape af boliger i Holbæk Have er ved at være færdigbygget med rækkehuse og etageboliger, veje, stier og grønne områder, som projektudviklerkoncernen FB Gruppen A/S gennem de seneste 3½ år har opført og etableret. Onsdag var der således rejsegilde i Primula Hus, der er det sidste byggeri i første etape og som kommer til at rumme 103 lejligheder, parkeringskælder og grønne gårdrum.

Skala og byggestil tilpasset området
Arkitekt Søren Yde fra arkitektfirmaet Holscher Nordberg fortalte ved rejsegildet om de arkitektoniske overvejelser, der ligger bag Primula Hus.
– En række af byggerierne rundt om Holbæk Have er præget af den periode i dansk arkitektur, man kalder ”Bedre Byggeskik”. Det har inspireret os til arkitekturen for Primula Hus med gedigne materialer og en række nyfortolkninger blandt andet af Dannebrogsvinduer, og hvor murstenenes farver er inspireret af perioden dengang, fortalte Søren Yde og fortsatte:
– I helhedsplanen for Holbæk Have er de enkelte byggerier også skalamæssigt tilpasset i respekt for de eksisterende boliger rundt om området. Tættest på naboerne er bygningerne lavest ned til 2-3 plan og inde i midten af området er der så op til 5-6 etager. Og netop den dimensionering er Primula Hus designet efter, sagde Søren Yde.

Engagement og punktlighed
Fra styringsentreprenøren Ingcon A/S takkede projektleder Torben Vestergaard bygherren, samarbejdspartnerne og særligt håndværkerne for indsatsen.
– I er i gang med 7.250 m2 kvalitetsbyggeri med en hastighed, et engagement og en punktlighed, der kun kan aftvinge respekt. Tak til jer for at gøre en forskel på byggepladsen hver eneste dag. Også tak til Holbæk Kommune, leverandører og FB Gruppen for samarbejdet.

Efterspørgsel på lejeboliger
Primula Hus og nabobyggeriet var oprindeligt planlagt som ejer- og andelsboliger, men bankernes stramninger til boligkøbere har gjort det svært for mange især unge at komme ind på boligmarkedet. Derfor har FB Gruppen, der er projektudvikleren for Holbæk Have, besluttet at beholde de to sidste byggerier selv frem og i stedet tilbyde boligerne som udlejning.
– Også fra FB Gruppen skal der lyde en stor tak til jer håndværkere. Vi er glade for, at I bygger så fine huse, som både vi som bygherre og de kommende beboere kan være stolte af at bo i, sagde adm. direktør Hans-Bo Hyldig i sin tale ved rejsegildet.

Inden længe går FB Gruppen i gang med anden etape, der er de ejendomme, der skal bygges lige syd for Primula Hus og ved den gamle Stadion Hal. Lokalplanen er i proces, og i den forbindelse skal Holbæk Kommune se på infrastrukturen og adgangsforholdene for det følgende etaper.
– Det bidrager vi også gerne med, så både naboernes og de bløde trafikanters ønsker og sikkerhed bliver tilgodeset. For det er vigtigt, at så mange som muligt kan se sig selv i udviklingen af Holbæk by og Holbæk Have, sagde Hans-Bo Hyldig, inden han sammen med håndværkerne udråbte et trefoldigt leve for Primula Hus, der er klar til indflytning i december måned i år.

Relaterede nyheder