Sommeren 2022 står første karre i Holbæk Have klar til indflytning med 86 lejelejligheder, som FB Gruppen opfører. Denne uge blev det første af en række rejsegilder markeret med taler fra blandt andet Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak og PKAs næstformand Grete Christensen
Der bliver boliger til alle i Holbæks nye, store boligområde, Holbæk Have. Boligområdet, der opføres af projektudvikler FB Gruppen A/S, fejrede onsdag rejsegilde på den første ejendom med 86 lejelejligheder, som PKA står bag. Ejendommen er en del af området med de første 450 af i alt 1.000 planlagte boliger.
Projektets mangfoldighed med blandede boliger og grøn profil var omdrejningspunktet for talerne ved rejsegildet, hvor blandt andre borgmester i Holbæk, Christina Krzyrosiak (S), næstformand i PKA, Grete Christensen og adm. direktør for FB Gruppen A/S, Hans-Bo Hyldig, holdt taler.
– I sommeren 2022 vil der være liv og grønne områder lige her. Og det bliver fantastisk, når det grå beton erstattes af grønne områder og mursten, som kan holde de næste mange 100 år. Holbæk Have bliver et unikt byområde bygget på stærke værdier som bæredygtighed, fællesskaber og plads til alle, sagde adm. direktør i FB Gruppen A/S, Hans-Bo Hyldig.
Holbæk Have understøtter byens udvikling
Borgmester i Holbæk Christina Krzyrosiak rettede en særlig tak til kræfterne bag projektet for at tro på Holbæk.
– Holbæk er i gang med en kæmpe udvikling i øjeblikket, hvor vi bliver flere borgere. Vi har troet på os selv længe, og derfor er det rart, når andre tror på os som by og bakker op om udviklingen af en fantastisk bydel. Det vil jeg gerne rette en speciel tak til jer i FB Gruppen for, sagde hun og tilføjede:
– Blandede boligområder som Holbæk Have betyder enormt meget for en by som vores, fordi man kan komme til at bo i vores by, uanset hvad ens lønindkomst er og om man er studerende, senior eller børnefamilie.
PKA, der er FB Gruppens finansielle samarbejdspartner på boligerne, takkede ligeledes samarbejdspartnerne for at skabe et boligområde med mangfoldighed som et af de vigtigste værdier.
– Dette boligområde kommer til at danne ramme for mange typer familier. I PKA er vi glade for at kunne bidrage med byggeri, der har elementer som mangfoldighed og bæredygtighed i sig, sagde næstformand Grete Christensen, der i øvrigt selv bor i Holbæk.
Boliger i grønne områder
Det er en erfaren og værdistærk projektudvikler, der står bag den nye bydel i Holbæk centrum. I 2020 vandt FB Gruppen A/S Developerprisen for transformeringen af det historiske Grønttorvet i Valby, hvor 3.000 blandede boliger i disse år skyder op omkring en stor park.
FB Gruppen har valgt at tage erfaringerne og de stærke, grønne værdier med sig til Holbæk Have. Ud over en vision om, at det skal være et boligområde for alle generationer og beboertyper, bliver der også lagt vægt på at sikre fællesarealer, hvor byggeriet bliver sammenlignet med at bo midt i en park, hvor fællesskabet og det sociale ansvar trives både indenfor og imellem husene.
Mange har allerede skrevet sig op på interesselisten til boligerne. Sommeren 2022 står de første 86 lejelejligheder klar til indflytning.